Og her er så den lange version om "mig" og  "min tid":

Her er nogle flere detaljer om mit liv – lidt mere udbygget end et almindeligt CV.  Som ”hjælpere” laver vi mange tolkninger på dem, vi ”gerne vil hjælpe”, mens vi holder kortene tæt til kroppen, når det drejer sig, hvordan vi er blevet til dem, vi er. Og jeg synes det kan være nyttigt at "hjælpere" fremstår som personer, og ikke bare som "professionelle roller". Det er i stil med Paul Austers anbefaling om at almindelige mennesker skulle nedfælde deres "livsfortælling". 

Derfor er her i bedste "Min kamp" stil: det dialektiske spil mellem ”mig” og ”mine skiftende omgivelser”, der har udviklet min identitet og holdninger. Samtidig med denne selvpræsentation forsøger jeg mig med brikker til et billede af ”min tid”, og det enorme skred, der sket i denne periode. En epoke - et udviklingsforløb - som måske er ved at nå sine grænser. 

Men hvis det rager dig en høstblomst, kan du jo bare springe det over!

Jeg blev født i 1942 – det var dengang, da der både meget konkret og i overført betydning blæste meget kolde vinde over Danmark. Jeg blev den midterste af 5 børn, som kom til verden i hurtig rækkefølge over en periode på 6 – 7 år. Jeg blev født på en, dengang, relativ stor gård på de fede jorde i Nordvestsjælland. Og det kunne været blevet en rimeligt velbjerget barndom i et intakt bondesamfund. Det blev det ikke, min far var manio-drepressiv med ekstreme svingninger henover året og udstrakt over det meste af hans voksenliv. I hele min opvækst var min far besat af et ”opfindergen”, måske som følge af sygdommen, måske som følge af en ”præstationstvang”, som på sin side var med til at udløse hans manio-depressive puls. Måske skulle han leve op til sin fars forventninger. Min farfar var en markant proprietærtype – en type, som varslede kapitalismens indtog i bondekulturen. (læs evt. Martin Andersens Nexøs bog: ”Midt i en jerntid”).

Min fars hovedprojekt var en ”frøsuger”, - i starten lidt et StormP-projekt, sammenflikket af, hvad der nu kunne findes på en gård, senere udviklet mere professionelt og dyrt . Målet var at kunne ”opsuge” frøhoveder, (typisk hvid- og rødkløver) der lå tilbage på marken efter høst. Maskinen blev trukket frem om foråret, når min far ”vågnede” efter en lang depressiv dvaletilstand, og så blev der arbejdet mere og mere intenst – næsten i døgndrift - på den frem til høsten, hvor det så, desværre, altid viste sig, at den ikke kunne suge ret mange frøhoveder op. Så blev maskinen  gemt inderst i laden, hvor årets avl blev "sat" ovenpå. Dette var før mejetærkserens tid.

Det har sat sit præg på mig – og hele hjemmet var præget af denne manio-depressive puls. Gården blev forsømt, masser af penge blev brugt på ”eksperimenterne”. Fattige var vi ikke i absolut forstand, men der var ikke overskud til ret meget. Men det var en barndom, hvor der var meget frie rammer til at udfolde sig, og ret tidligt blev vi søskende ansvarliggjorte og inddraget i at holde gården så nogenlunde oven vande. Og vi fik jo masser af muligheder for at save og hamre og makke ting sammen. Men opvækstrammerne har nok medført at jeg har fået voks på nervespidserne for at kunne klare de store følelsesudsving. Måske har jeg udviklet en nærmest neurotisk angst for at involvere mig alt for tæt følelsesmæssigt. Det har også medført en slags dobbelt ”jantelov”, på den ene side en stor selvusikkerhed – ”du skal ikke tro du kan noget” og på den anden side en udpræget selvovervurdering – ”du skal vise verden” at du i al fald kan noget. Det kom bl.a til udtryk i min ulve/spejderkarriere, hvor en stræben efter at vise du er noget, gjorde at det sjældent blev sjovt og lystbetonet.

Jeg tænker sommetider mine projekter som ”frøsugerprojekter”. Udmærket tænkte, men måske umulige at realisere fuldt ud, og måske ude af kontakt med tidens strømninger. Nå, det vender jeg tilbage til. Men min far er så oplagt ”den tragiske helt” i mit liv. (Læs evt. Baunsbak Jensens bøger og selvbiografiske tanker om at være ”manio-depressiv”)

Min mor: Hun kom fra et meget åndeligt vakt grundvigiansk miljø i Hobroområdet. Kom på seminariet, men ofrede sig da hendes mor døde meget ung. Hun opgav studierne og tog hjem og holdt hus for min morfar og et par mindreårige søskende. Hun var langtfra nogen typisk bondekone, cyklede til efterårsmøder på Vallekilde højskole, reflekterede over livet og verden, læste bøger og var hele sit liv måske mere intellektuel – tænksom og nysgerrigt søgende - end mange højtuddannede akademikere, og også yderst tolerant over for andres holdninger og accepterende i forhold til de valg hendes børn og børnebørn traf. Noget let liv var det ikke at skulle følge min fars op- og nedture, som krævede tilsidesættelse af egne interesser. Men en stærk personlighed var hun, og det overlevede hun på.,

Bondekulturens opløsning: Med i miljøbeskrivelsen og vilkårene for opvækst skal også de brydninger, som lå i tiden efter 2. verdenskrig op til tresserne. Det var her bondekulturen og det lille familiebrug med den selvbevidste husmand som omdrejningspunkt begyndte at slå sprækker og blev hjemsøgt at kapitalismens profitsøgende kræfter og en teknologisk revolution. Et billedligt udtryk var for mig, da en husmand og hans to sønner skiftede deres fyrige forspand af 2 oldenburger heste ud med en Fordson Dexta. Udover at dyrke jorden var de også byens skraldemænd, og bag hesteforspandet sad de strunkne på kuskesædet med farmand ved tømmerne, men da ”Dextaen” kom for, styrede farmand, og de to sønner sad sammenfaldne på det tidligere kuskesæde. Det er det nybrud, som Knud Sørensen (forfatter fra Mors), kalder den ”grå revolution” – efter den lille grå Ferguson, som spredte sig over hele landbruget i de år, og som sendte de mange hesteforspand til slagtehusene. Der var i Danmark så mange hesteforspand – har Knud Sørensen beregnet – at var de blevet sendt af sted i en lang række, så ville det første forspand nå Peters Pladsen i Rom, når det sidste forlod grænsen ved Kruså. Det betød en enorm ændring af kultur og landsbyliv. Det er i den fase, at ”skabe” begynder at blive til ”væsner”. ”Slægtskab” , ”naboskab” og ”familieskab” bliver til ”socialvæsen”, ”skolevæsen” og ”bankvæsen”. ”Vejfællesskab” bliver til ”vejvæsen”. Og lokalsamfundets sammenhængskraft – det var selvfølgelig ikke uden klassesekel – begynder at smuldre. Jeg tror vi oplevede de sidste krampetrækninger af denne opløsning, da jeg, sammen med min familie, kom til Torslev (jvf. nedenfor) i midten af halvfjerdserne. (Jeg blev mindet om det ved læsningen af Smærup Sørensens roman ”Mærkedage”). Det er nogle af kvaliteterne fra det fællesskab, jeg tror man må have fat i, hvis ”lokalsamfundet” skal revitaliseres. Det var jo også i den halvtredserne, at vi – vist kun et par gange – tog med skinnebussen til Holbæk, skiftede til et tog, hvor vinduerne kunne rulles ned og man fik kulstøv i øjnene fra det store damplokomotiv og hvor det så fra Københavns Hovedbanegård gik med flagpyntet sporvogn, linje "Buh", til dyrskue på Bellahøj.

Men nu videre i mit liv.

Skolegang og læreplads. Jeg besluttede mig til – mod mine forældres ønske – at 7 års skolegang var nok for mig. Jeg skulle jo bare være bonde. Reelt var det den manglende selvtillid – jeg overbeviste mig selv om, at jeg var for dum til at kunne tage en realeksamen. Andre forhold spillede ind, men denne jantelovsstyring var nok afgørende. Efter et efterskoleophold, hvor sexualundervisningen bl.a. oplyste os om, at vi fik rygmarvsproblemer, hvis vi onanerede, blev jeg ”karl” hos min far, og det betog mig lysten til at være bonde. Så nærmest ”zombieagtig” kom jeg i handelslære i den store lokale købmandsgård. Der var stor kolonilafdeling, isenkram og korn- og foderstoffer mm. Købmanden var en snob, men meget dygtig og forsøgte virkelig at følge med tiden og udvide med nye tiltag, korntørreri, egne svinefoderblandinger, nyindretning af butik mv. Men han måtte som så mange andre erkende at ”udviklingen” kunne man ikke stå imod. Det må have været en voldsom social deroute, da han og hans fornemme frue måtte henslæbe deres sidste aktive år ved ”kassen” i et hårdt trængt supermarked. Men da var jeg for længst udlært. Jeg brugte meget af min læretid i kælderen med at tappe eddike, sulfosæbe mv. i flasker, og petroleum til tidens store hit ”den tænkende kakkelovn”. Som ”snob” og dygtig købmand tiltrak han direktørsønner som lærlinge. Vi var 5 lærlinge. De fire andre skulle alle videre til Niels Broch og blive til noget stort. De var belevne og gode til at betjene de fine damer. Det var jeg ikke. Til gengæld kunne jeg begå mig på lageret, og bakse med 100 kg. sække. Snob var købmanden også, når han bedst som han stod og ekspederede ”fru husmand Pedersen fra Overdrevet”, fik øje på fru direktør Enegren, og straks overlod husmandskonen til f.eks. mig, og smiskende kastede sig over direktørfruen. En oplagt lektion i klasseforskelle. I fritiden hang vi lærlinge meget omkring den lokale telefoncentral, der var en datter og nogle søde telefonnistinder. Det var her man blev ”pløkket” ind i nr. 1, hvis man havde drejet på ”håndsvinget” og ville tale med den lokale godsejer, i nr. 3, hvis man skulle bestille varer hos købmanden og i nr. 123, hvis man ville høre, hvordan min far nu havde det. Nå, jeg blev kommis, og fik også via handelsskolen et Tuborg-rejselegat, ”til fremme af lovende unge handelsmænds udvikling”. Det var min første større udlandstur, som gik til England og Irland. Jeg fik en anbefaling fra købmanden, der stod bl.a. at jeg var en god handelsmand og god til kundebetjening. Det er  nok det mest løgnagtige dokument, der er skrevet om mig. Og det har medvirket til en livslang skepsis over for anbefalinger.

Præliminæreksamen og Niels Broch: Smittet af mine lærekammerater, som jeg selv som bonderøv havde meget med at gøre, besluttede jeg mig til at jeg også måtte blive ”Niels Brocher”. Men der var så lige det problem, at jeg manglede en adgangsgivende eksamen. Jeg flyttede til København, på et værelse hos fru Andersen, som meget vogtede på, at jeg ikke svinede i det fælles badeværelse, ikke lavede mad i hendes køkken, og ikke havde damebesøg om natten. Men ellers omgikkedes vi såmænd ret fredeligt igennem 2 -3 år i hendes lille to-værelses lejlighed. Jeg gik så op på det privatejede, Frederiksberg Prælimærkursus, og sagde til ejeren, at jeg ville have en præliminæreksamen – og her havde jeg virkelig selvovervurderingen på plads – og at jeg kun ville bruge et år på det. Nå, nå sagde han, det tager nu to år, men da han kunne se, at jeg så var ved at smutte og han så mistede en elevbetaling, accepterede han, at jeg kom ind på andet år. Det lykkedes at hægte mig på og få en rimelig god præliminæreksamen. Og så kunne jeg begynde på Niels Broch. Og i øvrigt havde jeg i kraft af min fine anbefaling fra købmanden fået et deltidsjob i en herrekviperingsforretning. Selvom opgaven, som chefen sagde, var om ikke andet så at sælge et par sokker, var der mange af "mine" kunder, som gik uden noget køb, men med ordene: Jeg tænker lige over det. Lad mig også lige indrømme, at jeg, mens jeg gik på Niels Broch, deltog i et medborgerkurs på Frederiksberg, og blev så overbevist af de konservative byrådsfolk, at jeg første gang jeg kunne stemme, valgte liste C. Formentlig bliver det den eneste gang i mit liv. Jeg holdt eet år på Niels Broch, så indså jeg at handelskarriere med ensidigt blik på indtjening eller maximal profit ikke var mig. I stedet tog jeg ind på ”Akademisk studenterkursus”, hvor jeg blev henvist til rektor, som under moderat pres accepterede at jeg kunne optages på et eetårigt forløb. Først hen på foråret gik det op for, at jeg skulle op som ”privatist” og i alle fag, og med fuldt pensum. Men da var det for sent at sadle om. Og det lykkedes da også at få en moderat rimelig studentereksamen. Året på ”Akademisk Studenterkursus” er nok det mest frugtbare i mit liv. Studenterkurset var en anarkistisk studenterfabrik. Og der blev lukket op til tanker og udviklingsforløb, som jeg sugede til mig. Bl.a. blev vi introduceret til ”Faust” – en videnskabsmand – og hans rastløse stræben efter lykken. Det drama siger mig fortsat meget. Det år blev også brugt til ugentlige værtshusrunder, som ofte endte på morgenværtshus. Fortsat finder jeg, at et ordentligt værtshus er et godt sted til reflektion. Jeg havde også skiftet til  et deltidsjob i ”Råkostdepotet”, en specialforretning for biodynamiske produkter. Her stødte jeg også ind i de første advarsler om, at vi spillede hasard med natur og miljø. Og mødte i øvrigt mange spændende personligheder - "usædvanlige mennesker" kunne man sige. Det år jeg fik også tid til at fundere over om jeg ville være soldat eller militærnægter,

Og det blev så militærnægter: først et års tid i Kompedal, med noget nær meningsløs trærydning, men også tid til fordybning i eksistensialismen og den ”nye franske roman”. Og jeg deltog aktivt i oplysningsvirksomhed for militærnægteriet, og fandt ud af, at jeg godt turde stå frem og sige noget i større forsamlinger. Efterfølgende var jeg udstationeret på Moesgård Museum, som netop var ved at etablere sig. En meget spændende tid, hvor jeg havde mulighed for at arbejde sammen med en ældre tømrer, som virkelig kunne sit håndværk og med stor pietet var med til restaurere herregårdens gamle hovedbygning.

Jeg vil ikke afvise, at jeg, provokeret nok, vil slå på tæven og forsvare mig og evt. familie, men jeg vil ikke lade mig kommandere til at slå ihjel for en eller anden sag, som jeg måske ikke engang mener er værd at kæmpe for. Og jeg har svært ved at forstå, at man kan få soldater til at kæmpe, slå ihjel og måske dø i Irag og Afganistan, ramme civile  og uden at have nogen reel profil på "fjenden". 

Som militærnægter var jeg også et par uger udlånt til en feriekoloni for åndssvage, og mødte her en gruppe unge meget livlige åndssvage, bla. Ina, som var mongol. Hun kunne en masse og hvilede i sig selv, opdraget som hun var med ægte kærlighed og anerkendelse. Hun har været meget i min erindring i de projekter, jeg efterfølgende har været med i.

Kultursociologi, Mellemfolkeligt Samvirke og Nigeria: I Kompedal blev jeg gjort opmærksom på et nyt studium: Kultursociologi ved Købehavns Universitet. Det passede præcist ind i det tankesæt, som jeg efterhånden havde i mit hoved. En bred udannelse bygget op omkring sociologi, socialpyskologi og antropologi og med krav om at man også tilegnede sig et overblik over filosofi og samfundsvidenskabelige metoder. Det begyndte jeg på i 1967. Jeg skrev til Mellemfolkeligt Samvirke om et deltidsjob og blev ansat til ekstern og intern budtjeneste. Men ret hurtigt kom jeg sammen med en gruppe meget engagerede frivillige til at arbejde med ”Internationale arbejdslejre”, både med organisering af danske arbejdslejre, og udsendelse af danske unge til arbejdslejre i Europa. Her kom jeg nok en gang i kontakt med åndssvage, idet vi i samarbejde med en meget progressiv gartner og støttet af forsorgschefen (Bank Mikkelsen), lavede ”aktiverende legepladser” på de store centralinstitutioner. Vi kom lige i den brydningsfase, hvor man var begyndt at indse, at uanset hvor handicappet man kunne være, var man ikke uden for pædagogisk rækkevidde. Sammenstødet mellem gamle reaktionære tanker – typisk båret af inspektør og en magtfuld overlæge – og de nye progressive pædagogiske tanker og Bank Mikkelsen nyvurdering af åndssvageforsorgen, har også haft indflydelse på det udviklingsarbejde, jeg har været med i. Det var en meget frugtbar tid i Mellemfolkeligt Samvirke, man var meget optaget af det nye frivilligprogram, og der var stadig rester af den idealisme, som lå bag ”Fredsvenners Hjælpearbejde”, som var forløberen for Mellemfolkeligt Samvirke. Men sammenhæng mellem teori og praksis blev stadig mere central for mig. Og efterhånden blev afstanden mellem de ”ædle ideer” - fred, og frihed og socialt engagement, som vi i højtidelige sammenhænge mente "Internationale arbejdslejre" kunne bidrage til – og virkeligheden, hvor det for de fleste deltagere bare var en form for billig ferie, blev for stor.

Og jeg meldte mig som frivillig på et læge- og forsyningshold, der skulle til Nigeria og hjælpe flygtninge for borgerkrigen mellem Nigeria og udbryderstaten, Biafra. Vores indsats var såmænd ikke værd at prale af. Vi var ikke det bedst fungerende team – en læge, tre sygeplejersker, en chauffør og mig som ”forsyningsmand” – og vi havde måske også svært ved at indordne os under et meget hierarkisk Røde Kors-system. Men noget fik vi da udrettet, og det gav også indsigt i de stammemodsætninger, som koloniperioden meget havde været med til at skabe. Tydeligt var det også at olieinteresser og stormagtsrivalisering holdt krigen i gang og var med til at skabe de utrolige lidelser, som befolkningen måtte gennemleve. Det var første gang at udsultning af civile blev brugt som et våben i en krig. Indimellem var det en brutal oplevelse, men meget vigtige 6 måneder i mit liv.

Jeg tog af sted på et tidspunkt med demonstrationer mod Vietnmakrigen og hvor studenter- og ungdomsoprør var på trapperne. Da jeg kom hjem var der fuldt drøn på. Miljøet omkring kultursociologi og sociologi var meget inddraget. Måske var studenteroprøret allerede ved at blomstre af, men jeg kom i en gruppe, der var stærkt kapitalismekritisk, vi lavede et blad – ”ub? – som skulle afsløre imperialisme og udbytning af de fattige lande. Vi var stærkt kritiske overfor u-landshjælp, som vi opfattede som lokkemad, som man rakte frem med den ene hånd, for med den anden at rage til sig af råvarer, handelsfordele og kapital. Redigeringen af det blad var virkelig et eksempel på, at skulle man være venstrefløjs aktivist skulle man kunne ”klippe og klistre”. Gu`ve` om man fortsat kan få ”letracet-bogstaver”, - overføres ved gnidning? Bladet blev da læst af en lille trofast skare, og var vel også anledningen til, at vi, redaktører og skrivende medarbejdere (som var de samme), blev inddraget i debatter om tidens store udfordringer, imperialisme, "grænser for vækst" mv.

I tilknytdning til samfundsvidenskabelig metodelære besøgte vi ”Regnecentralen” og blev introduceret til det nye vidunder ”DASK`en”, første elektroniske regnemaskine. Den fyldte nærmest en hel sal, men kunne 100 gange mindre end en moderne lommeregner! Her blot som en illustration af den nærmest revolutionerende teknologiske udvikling  gennem de sidste årtier.

 

Det kunne se ud som om mit liv indtil da var uden kvinder og damebekendtskaber. Det var nu ikke tilfældet, der var kvinder indover og såvel intense som sjuskede forhold, men det hører til i privatafdelingen.

I det kultursociologiske miljø var det i en periode småborgerligt, at ville have en eksamen, men på et tidspunkt fik mine nærmeste studiekammerater alligevel travlt med at blive færdige, så det måtte jeg så også. Og jeg fik skrevet en magisterkonferens om den ”Intellektuelles balancegang .. ” . I de tider var der på marxistisk grundlag udviklet ”deterministiske retninger”, der satte al menneskelig handling i parentes. Samfundet, mente man, udviklede sig efter nogle ubønhørlige kapitallogiske lovmæssigheder. Jeg forsøgte i min konferens at indkredse et handlingsrum for menneskelige, villede påvirkninger, – overskridende handlinger. Jeg afleverede et første udkast til mine vejledere/bedømmere, og regnede med mange omskrivninger, men de fandt det godt nok til godkendelse. Og nu havde jeg pludselig travlt, så det blev spritduplikeret i et antal eksemplarer og hæftet nødtørftigt sammen. Og så blev jeg magister i kultursociologi. Få har læst min konferens – enkelte har med fuld ret konstateret, at den virkede noget ufærdig – og nu er spritten fordampet, så det er nærmest ulæseligt, og meget vil formentlig være pinlig læsning nu. Men mine afsøgninger af handlemuligheder dengang har været meget betydningsfuldt for min efterfølgende løbebane, hvor jeg dels har holdt fast i vigtigheden af et samspil mellem teori og praksis, dels holdt ved, at godt nok er det naivt at tro, at ”man altid kan, hvad man vil”, men at der trods alt er mulighed for, ja, måske pligt til, at forsøge at ændre på urimeligheder, som man støder ind i.

Familien stiftes: På et værtshus, selvfølgelig, traf jeg Inge. Læreruddanet og med arbejde på en skole for åndssvage, Mose Alle. Vi fandt sammen, hun havde en datter på knap et par år,  og i 1971 fik vi så en søn. Vi boede i et byggeforeningshus, oprindeligt købt i fællesskab af mine søskende og mig som billig bolig mens vi studerede. Men nu havde Inge og jeg så overtaget huset og det var i stigende blevet mondænt for velbjergede arkitekter, læger mv. at flytte ind i de gamle arbejderboliger, hvor tre familier tidligere var stuvet sammen på tre etager a 40 m2.

Jeg blev som sagt kultursociolog og fik et job som underviser på det ret nyoprettede ”Fri Gymnasium”, dengang indrettet i en tidligere fabriksbygning i Bagsværd. Der var her forsøg og nyudvikling på mange fronter. Jeg underviste i psykologi og sociologi – forsøgsfag – og samfundsfag (på dispensation). Der var udpræget elevdemokrati og i det hele taget var det et meget frodigt miljø, men klart med en overvægt af elever fra læsevante familier. Ofte blev undervisningen suspenderet, fordi der skulle demonstreres mod militærregimet i Chile, eller besatte slumstormerhuse skulle forsvares mod politiets rydning.

Efter et års tid der blev det klart, at fortsat dispensation vedrørende undervisning i samfundsfag var på lånt tid, og helt tilfældigt faldt jeg over en annonce i Information – en avis, som jeg selvom jeg ofte er irriteret over dens højrøvede stil, har holdt fast i – hvor en gammel Købmandsgård i en idyllisk landsby var til salg. Og nærmest for sjov foreslog jeg min kone, at det kunne være en spændende mulighed. Bordet fangede så. Jo, sagde ejendomsmægleren, da vi ringede, ”det var et sjældent udbudt emne – det rene liebhaveri”, men han kunne da holde det tilbage til vi kunne komme op og vurdere herlighederne. Det gjorde vi så en skøn sommerdag, hvor bierne summede, krydderurterne duftede og landsbyen viste sig fuld af spændende originaler. Det faldt vi for. Senere fortalte ejeren, at han havde siddet i månedsvis og kigget efter købere. Min daværende svigermor gik grædende bort, da hun var vist rundt i ”idyllen”, - det kunne da ikke være rigtigt, at hendes små børnebørn skulle bo i en sådan ruin. Da vi skulle underskrive papirerne regnede det, og det dryppede ned på de halvrådne gulve, og muggent lugtede  der over det hele. Men nu havde vi sagt a, så måtte vi også sige b.

Og ny æra for den lille famlie begyndte.

En VS`er kom til Torslev.

Det var tilfældigt, at vi havnede i en stor forfalden Købmandsgården, men dog ikke helt uden overvejelser: 1. vi havde længe syntes at færdedes i ret snævre cirkler – når der var valg undrede vi os over, at VS lå og rodede omkring spærregrænsen, for de fleste vi kendte var da VS´ere. Det også ligesom klart, at den store samfundsomvæltning, som jeg havde arbejdet for, lod vente på sig og nok krævede et noget bredere fundament, 2. det lå også i baghovedet, at der måske var ansættelsesmuligheder på det nyoprettede ”Ålborg Universitetscenter”. Og jeg fik da også ret hurtigt løsere ansættelsesforhold der. (Herom nedenfor).

Det var ret vigtigt for os at komme ind på livet af lokalområdet – både netværksmæssigt og i al fald delvis arbejdsmæssigt. Og vi blev faktisk modtaget meget åbent og tillidsfuldt. Ret hurtigt blev det meste af Købmandsgården inddraget som kulisse for optagelsen af ”Fiskerne”. Efterfølgende udnyttede vi butikslokalet til non-profit udsalgssted for varer fra u-landene, importeret via U-landsfornden i Århus, og keramik fra egnens keramikere. I kølvandet på et kortere eksperiment med bofællesskab blev udvalget i butikken udvidet med genbrug og noget, der mindede om antikviteter. Og jeg brugte en del tid på at købe ind på sagførernes auktion i Ålborg – et ret spændende miljø med markant lagdeling mellem de finere antikforretninger og genbrugshandlere – og mange lofter og pulterkamre blev besøgt for at finde effekter, der kunne shines op og sælges. Ved siden af havde jeg nogle psykologihold på VUC, og nogle aftenskole- hold.

Vi ville noget: Halvfjerdserne var en periode, hvor man protesterede og ”kæmpede” for projekter og enkeltsager. I lang periode forsøgte vi – en ret bred kreds af tilflyttere og ”indfødte” - i en højskoleforening at få en højskole til egnen. Det kiksede. Vi fik startet ”Folkeuniversitetsvirk-somhed” og havde gang i mange andre større og mindre forhold, som vi mente, der burde ændres på, bl.a. i en miljøforenning. Der blev arrangeret protestmarch mod raketopstillingerne i Tyskland – det virkede, både Nato og Sovjetunionen forstod budskabet og fjernede raketterne! Og der blev presset på for at få lavet en lokalplan, der skulle forhindre ”discountkæder” i at etablere sig i kommunen. Nu er der 5 discount-butikker/supermarkeder i Brovst. I mange af disse sager, var der en overrepræsentation af ”tilflyttere”. Men der var trods alt en tro på at det nyttede at protestere i det lokale demokratis navn. Det har ændret sig i retning af, at man nu i langt højere indretter sig efter en ovenfra kommende styring og overlader initiativ og ansvar til det repræsentative demokrati. (Jvf. også Rune Lykkebergs bog: Kampen om værdierne).

Vores nabo og jeg tog initiativ til et vindmølleprojekt, hvor en del af overskuddet gik til almennyttige formål – et projekt, der meget samlede på tværs af skellet mellem tilflyttere og lokale. Og vores generalforsamlinger var tilløbsstykker og fulde af sjove indslag. I Folkeuniversitetsregi fik jeg sammen med en kollega fra AUC penge til at kortlægge mulighederne for et tværgående samarbejde i folkeoplysningen og voksenundervisningen. Repræsentanter for de forskellige oplysningsforbund, VUC, daghøjskole og fagforeninger mødtes på mange møder og fik strikket et seriøst udspil sammen. Det kunne have revolutioneret området, men blev stoppet fra højeste sted: landssekretariatet i LOF, man skulle ikke samarbejde på tværs,men profilere sig selv. Nogle af tankerne i dette udviklingsforsøg blev senere inddraget i projekterne for udviklingshæmmede, som er denne hjemmesides egentlige tema.

'Det skal i forbifarten nævnes at vi i parforholdet eksperimenterede med ”det åbne ægteskab”, som familien Møllehave jo meget argumenterede for. Det er dog også for privat til at skulle udbygges her. Uproblematisk var det ikke, og jeg er ikke sikker på, at det kan anbefales.

Min akademiske løbebane: Som nævnt havde jeg en række løsere ansættelsesforhold på AUC. Jeg var med fra første årgang og det var absolut en spændende periode meget præget af søgen efter analyser, der kunne give muligheder for samfundsændringer i større eller mindre omfang. Jeg var/er ”efter evne marxist”. Ikke fundamentalist, men meget inspireret af den amerikanske sociolog, C.Wrigth-MIlls, som stjal med arme og ben fra Freud, Mead, Marx, Weber m.fl. og satte det sammen i sin helt egen forståelsesramme. Og med sin ”sociologiske fantasi” kom med dristige bud på, både på de styrende interesser i det moderne samfund, og på muligheder for overskridende praksis. Ham holder jeg stadig fast i, også fordi han er til at forstå. Jeg bliver indimellem bekymret og irriteret over at sociale problemer og samfundsmæssige mekanismer bliver beskrevet i et højst ”ukammeratligt sprog” og en akademisk jargon, som kommer til at virke blokerende for at handle.

Jeg fik aldrig nogen fast stilling, måske var der en snert af ”janteloven”, der lurede: du skal ikke tro, at du kan skrive noget, der er godt nok til at blive ansat på. Men jeg ville nok heller ikke. Det spændende og frugtbare miljø, hvor man seriøst analyserede samfundet med henblik på at ændre det, så der blev bedre muligheder for at mennesker over en bred front kunne få et ”godt liv” – så er det vist også sagt rimeligt naivt og banalt -,  blev efterhånden afløst af bestræbelser på at blive gode til at få samfundsmaskineriet, kapitalistisk som det var/er, til at fungere optimalt. Fra forandringsinteresse og emancipatorisk praksis, til tilpasning og ”socialtknologiske løsninger”, kunne man sige. ”Kunne du ikke snart vælge om du selv vil være med til at søbe af den kål som vi andre skal æde, eller brække dig i den”, som en professor snerrede en gang til en julefrokost. Og jeg havde oplagt svært ved at finde en grimasse, der kunne passe på de "nye" vilkår.

Vi er fremme ved begyndelsen af firserne, hvor vi også så småt var kommet i gang med Købmandsgården, som ramme om et socialpædagogisk kollektiv, og så besluttede jeg, at en universitetskarriere ikke var mig. Smækkede lidt med døren og opgav også løsere ansættelse. 

I 1992 blev jeg dog fristet til at være med i opstarten af ”Den Sociale Kandidatuddannelse”. Folk med en mellemlang uddannelse og nogle års praksis kunne få en akademisk overbygning. Det var spændende at være med i det ”dialogfelt” mellem teori og praksis, der var i den uddannelse, også selvom praksiserfaringerne havde en tendens til at blive deponeret i garderoben i iveren efter at tilegne sig akademisk visdom.

Det var så mit liv frem til starten på bestræbelserne på at finde udfoldelses- og arbejdsmuligheder for mennesker i kanten af den almindelige arbejdsmarked. Min første kone, Inge, som er central medspiller i de første mange år af den  proces, døde af kræft på et hospital i Lissabon i 1999. Jeg giftede mig igen i 2002 med Eva, socialrådgiver, som jeg var vejleder for på min sidste "gæsteoptræden" på Ålborg Universitet. I de fem efterfølgende år boede vi stadig i Skovsgårdområdet. Den landbrugsejendom, hvor  Råd og dåd (se andetsteds på  denne hjemmeside) i forvejen havde lejet  sig ind  i med økologisk grønsagsproduktion og genbrug skulle med kort varsel sælges. Eva og jeg havde så mulighed for i fællesskab at købe den, så Råd og dåd kunne fortsætte med sine aktiviteter. På det overskydende tilliggende kunne jeg  på mine ældre dage lege  deltidslandmand med stor traktor og næsten ligeså meget jord til egen dyrkning som på min barndoms gård. Og i stedet for at høre lærkesang, når jeg som barn traskede bag hest og harve, kunne jeg nu til dieselsmotorens beroligende brummen høre spændende udsendelser på DR 1.

Vi, Eva og jeg, aftalte at vi i al fald skulle blive boende i området i 5 år,  hvorefter vi med min fratræden som pensionist efter Evas valg kunne flytte til Ålborg, hvor hun arbejder. Og nu i 2009 har jeg så lagt al ansvar for projekterne i Skovsgård og omegn fra mig.

Opsamling: Det blev så et liv levet i spændingsfeltet mellem teori og praksis. Med mange ingredienser til en ”social entreprenørprofil” og med en udviklet tro på, at jeg selv, socialt udsatte og mennesker i øvrigt har muligheder for et rigere og mere spændende liv, hvis man kan udvikle rammer og vilkår, som ikke er et ekko kapitalismens konkurrence- og effektivitetsræs. ”Det spændende er ikke, hvad mennesket er, men hvad det kunne være”, som Inger Christensen har udtrykt det. Det er også et liv levet mellem mange stole, og hvor der har været en tendens til at stå udenfor de sociale netværk, som er udviklet omkring professioner, miljøer mv. og dermed med problemer med at få en ordentlig dialog med f.eks. universitetsfolk, med pædagogkredse, med økologer eksempelvis. Det kan måske nås endnu. Jeg er så blevet en ”rimelig fusker” på mange praktiske og teoretiske områder, men mangler på det teoretiske område den fordybelse og erfaring, som kunne gøre mig til en egentlig ekspert på et "videnskabeligt område, og mangler på det praktiske område den viden og øvelse, som kunne gøre mig til en professionel håndværker. Men jeg tror alligevel, jeg har noget at byde på, som andre måske kan bruge i deres virke.

Jeg er så heller ikke god til at blive begejstret – er tilbøjelig til at se den halvtomme flaske frem for den halvfulde, og er så heller ikke så god til at anerkende en god indsats, ”det ser da godt ud, men .......”, det så også gælder egne gerninger, men det gør det måske ikke bedre. Det kunne måske være et levn fra en opvækst i skyggen af et "frøsugersyndrom" og en manio-depressiv puls.

Så nogen ildsjæl er jeg ikke, men blot ”en efter evne person”, der har forsøgt at omsætte en viden om, hvad mennesker kunne være til en konkret virkelighed.

  Carl Christensens hjemmeside.

   e-mail: carlchr7@gmail.com