Socialøkonomi, - en præsentationsartikel. 

Kan i en redigeret form også læses i bogen "Inklusion - et socialpolitisk indspark". (se)

”Socialøkonomi” nævnes oftere og oftere som en løsning for at få aktiveret udsatte grupper i vores samfund. Alligevel spørger  mange fortsat: ”Socialøkonomi”, hvad er det?  Forvirringen bliver ikke mindre af, at der fra forskellig side i socialøkonomiske kredse efterspørges en klar definition af socialøkonomi, lovgivning, regler og rammer på området.

I udredningen her præsenteres en bred indkredsning:  hvilke andre organisationsformer står socialøkonomien på skuldrene af? hvilke bredere historiske bevægelser kunne socialøkonomien  næres af? hvilke økonomiske og sociale udviklingstendenser kan/bør social-økonomien forbinde sig med?

Der argumenteres for, at der faktisk er formelle organisatoriske  muligheder nok til  at ”iværksætte” en socialøkonomisk virksomhed, eller socialøkonomiske aktiviteter. I denne fase af socialøkonomisk nytænkning, som jo i høj grad kan ses som et opgør mod regler, kontrol og institutionstænkning, er det lidt sært at efterspørge regler og faste rammer.

Mangfoldighed og kreative løsninger – ”gode eksempler” er det vi har brug for.

Socialøkonomi:

Det skal ikke skjules, at der er forskellige vægtninger  af, hvad socialøkonomi og socialt iværksætteri er eller bør være, men alligevel er der nogle grundlæggende karakteristika:

* der skal være  socialt hovedsigte i modsætning til profitorienterede mål og der skal produceres sociale goder til gavn for den brede offentlighed eller de enkelte borgere.

* det er nonprofit virksomheder og evt. overskud skal geninvesteres i egen eller anden virksomhed med almennyttigt formål.

* Socialøkonomiske virksomheder kan antage mange forskellige retlige former og modeller, men er organisatorisk uafhængige af det offentlige.

* det er økonomiske aktører, som producerer varer og tjenesteydelser, ideelt set med et stærkt indslag af social innovation.

* de er organiseret demokratiskmed en høj grad af inddragelseog medbestemmelse

 * der søges ofte en lokal forankringog/eller et samspil med civilsamfundetog frivilligsektoren.

På skuldrene af:

I iveren efter at være nytænkende og innovative glemmes det indimellem, at socialøkonomi har været kendt under mange andre benævnelser, såsom selvejende institutioner, stiftelser, andelsvirksomheder, erhvervsdrivende fonde  mv. Ikke mindst kooperationen har i forskellige varianter og på tværs af landegrænser arbejdet efter kriterier og principper, som er tæt på ovennævnte karakteristika.

Det kunne være en af udfordringerne at få en dialog med de mange selvejende institutioner, stiftelser mv. der har et almennyttigt formål og en non-profit tilgang og få dem med i udviklingen af socialøkonomiens muligheder. Socialøkonomien står således på skuldrene af en lang tradition for selvorganisering hvor almindelige mennesker tager ansvar for egnes og fællesskabets behov og interesser.

Socialøkonomi og socialt iværksætteri kan/skal  derfor samtidig med at være nytænkende også forbinde sig med historiske erfaringer med at ”tage sagen i egen hånd”, højskole- andels- og husmandsbevægelse, og altså kooperationen mv.  

Forsøgs- og  udviklingsarbejde spillede en markant rolle i dansk velfærds- og socialpolitik i 70´erne og 80´erne. Der var selvgroede og grænseoverskridende eksperimenter og der var offentligt finansierede puljer (det kulturpolitiske 10-punkte program, ”SUM-programmet).

Åse Olesen, socialminister sammenfattede udfordringen (1989) således:

“Det hører med til SUM-programmets  vigtigste formål at få suget kreativitet, skjulte ressourcer og evner frem i bestræbelserne på at få skabt en ny socialpolitik. En politik der bygger på lokale fællesskaber og menneskers egne ressourcer frem for  institutionsløsninger, behandlingsfilosofi og passive forsørgelsesordninger”.

Erling Olsen, tidl. formand for Folketinget,  konstaterede på en konference et par år senere, at ”socialt udsatte” ikke skulle trækkes ind i stive og regelstyrede offentlige programmer, men heller ikke udsættes for privatøkonomiske profitinteresser. Nej, fremtidens socialpolitik skulle ”kooperativiseres” – i dag ville man nok sige: lægges ind i socialøkonomiske rammer. Men sådan blev udviklingen jo langtfra.

Konkurrencestaten og afmontering af græsrodsiværksætteriet:

I 1980´erne bredte neoliberalismen sig, inspireret af Thatcher og Reagan, i hele den vestlige verden, og altså også i Danmark. Det betød et opgør med store dele af velfærdsstatens politikker og en massiv ovenfra styring af den offentlige sektor – ”New Public Management”. Hovedbestræbelsen blev at gøre Danmark klar til kamp i den ”globale konkurrence”, eller få flest mulige gjort  til ”soldater i denne globale konkurrencekamp”. Det vil føre alt for vidt i denne sammenhæng at redegøre for baggrunden for opgøret med velfærdssamfundet, og de vidtrækkende konsekvenser af de nye hovedstrømninger i politik og udviklingsprioriteringer. I bogen ”Konkurrencestaten” giver Kaj Ove Pedersen en glimrende og veldokumenteret analyse af, hvordan denne neo-li- beralistiske konkurrence- og vækstfilosofi har forandret det danske samfund på alle niveauer, og medført nye værdier og et meget økonomistisk og præstationsorienteret menneskesyn.

Og konkurrencestatsstrategien har ikke kunnet løse problemet med  at 700. – 800.000 mennesker gennem de sidste 20 – 25 år har været uden for det almindelige arbejdsmarked, snarere er tendensen til udstødning blevet skærpet. 

Det har også betydet at meget  forsøgs- og udviklingsarbejde, delvis i selvorganiserede græsrods-initiativer,  efterhånden døde ud, eller blev ”tæmmet” af den offentlige sektors regel og kontrol-styring. Mange selvejende institutioner lod sig – tvunget eller frivilligt – overtage af ”systemet”. Lokalt demokrati og borgergruppers tagen ansvar for lokalsamfundets trivsel og udvikling veg mere og mere, og blev erstattet af det repræsentative demokrati og initiativer ”ovenfra”. Stærkt hjulpet på vej af strukturreformer med nye storkommuner og mere og mere central styring helt ned i detaljen.

Så i disse år – vel også under indtryk af den økonomiske krise – kommer det tydeligere og tydeligere frem, at neoliberalismen og ”new public management” på mange områder ikke har løst/kan løse de tre store problemer det kapitalistiske samfund står overfor:

a. den massive udstødning fra det effektive og konkurrencebaserede arbejdsmarked.

b. at få indordnet  alt og alle under et økonomistisk menneskesyn, og få udviklet en fair fordeling af goder mellem rige og fattige. 

c. at man nærmer sig naturens grænser for vækst –også under indtryk af at de nye vækstøkonomier trækker på råvareressourcer og belaster naturgrundlaget.

Med andre ord,- to udviklingstendenser brydes i øjeblikket:

1. En vækst - og konkurrencestrategi, -  med en satsen på bedre produktivitet og forbedret konkurrenceevne. Vækst, vækst og flest mulige presset ind på  det såkaldt  normale arbejdsmarked. Det bakkes op af mainstream økonomer, og deres modeller og teorier. 

Det var den tidligere regerings strategi og det er jo - og næsten endnu mere systematisk den nuværende regerings strategi, baseret på et  ret ekstremt økonomisk/materialistisk menneskesyn. I denne tankegang er socialøkonomi mest et overgangsled for at få udsatte grupper  ind på arbejdsmarkedet.

2. En bredere tilgang, hvor social- og økologisk bæredygtighed er hovedstrategien. Der sættes spørgsmålstegn ved nuværende neo-liberale økonomiske modeller og teorier, og der satses på at udvikle nye modeller,  billeder og fortællinger om et alternativt udviklingsscenarie.

Her drejer det sig  Ikke om tilpasning af alt og alle til et  vækstbaseret konkurrencesamfund, men om udvikling af differentierede og udviklende arbejds- og aktivitetsmuligheder i samspil med et aktivt civilsamfundsfællesskab, baseret på et bredt - og ja,  banalt -  menneskesyn om “det hele menneske”. ”Socialøkonomi” på et supplerende arbejdsmarked i et solidarisk samspil med levende og revitaliserede lokalsamfund og aktive bymiljøer, kunne man kalde det. 

Det er i denne udviklingsretning der måske skal argumenteres for ”basisindkomst” (borgerløn)  og nye former for udveksling af varer og serviceydelser.

Det er mellem disse to udviklingsretninger, at de næste mange års værdikamp om samfundsudviklingen  vil udspille sig, og det vil hos mange udvikle skizofrene tendenser. Også i de fleste politiske partier vil der være en spaltning mellem dem, der pragmatisk  forsøger at få konkurrencesamfundet til at fungere, og dem, der famler lidt mere efter idealistiske og visionære tanker om et humant og økologisk ligevægtssamfund.

Socialøkonomi skal være så rummeligt, at der er  plads til og mulighed for at udvikle begge tilgange. Altså på den side virksomheder der som ”rugemiljøer” får udsatte grupper gjort klar til arbejdsmarkedet. Mens andre socialøkonomiske virksomheder satser på at indgå i et supplerende arbejdsmarked og med permanente arbejdspladser for  brede grupper af marginaliserede medborgere  bidrager til at løse opgaver i lokalsamfundet, og  udvikle en ny sammenhængskraft i nærmiljøer.

Det er så også klart  at vi i lang tid fremover vil have en levende og måske ind imellem aggressiv debat imellem de to tilgange. Men der vil også være mulighed for erfaringsudveksling.

Det skal måske understreges, at I denne præsentation udfoldes socialøkonomi og socialt entreprenørskab i forhold til den brede netværkstilgang og visionen om  et alternativt udviklingsscenarie, og mindre i forhold til socialøkonomi med en markedsorientering. 

Sociale iværksættere:

De største barrierer for vækst og udvikling af socialøkonomi kan blive  manglen på socialeiværksættere. Der  satses massivt på at udvikle gode og professionelle iværksættere, der kan udvikle nye ideer og firmaer, der kan skabe grobund for fortsat vækst i på det private arbejdsmarked. Og professionsuddannelserne uddanner folk mere eller mindre målrettet til at varetage funktioner i etablerede omsorgs- og læringsmiljøer.

Men der mangler folk, som vil – kan?- etablere og udvikle kombinationen af det sociale – ordentlig inddragelse af udsatte grupper,  og det økonomiske – styring af økonomien.

Hvad der er brug for er – her med en indkredsning inspireret  af Otto Scharmer, (Forfatter til den kendte ”U-teori”,  se: www.ottoscharmer.com. SevenAcupuncturePoints.pdf):

Der er brug for sociale entreprenører, der kan udvikle metoder og redskaber: for eksempel, en social teknologi til bearbejdning af de udfordringer som borgere, organisationer, lokalsamfund og ledere møder. Udfordringer som både tvinger til at reflektere over  det forgangne og til at fornemme og aktualisere den fremspirende fremtid. Sociale entreprenører skal have en stærk forankring i metoder og redskaber der gør dem egnede til at være til stede, til at lytte , til at tænke og reflektere dybtgående, at skabe udviklende samtaler, at  bevæge sig ind i situationer som er ukendte, at have indføling med andre, at forbinde sig med dybere menneskelige kilder som er i os alle.

Sociale entreprenører skal kunne  udkrystallisere visioner og intentioner, skabe prototyper  af noget muligt nyt ved at udvikle/bidrage til at skabe “gode eksempler/nyskabende projekter”, og skal kunne   involvere sig i  et samfund i forandring.

Udover det skal man som social entreprenør gerne have noget basisviden i finansiering, bogføring, systemtænkning og evner til at benytte sig af medieteknologi. Og man skal i et dynamisk samspil med alle i den socialøkonomiske virksomhed udvikle et lederskab der  passer ind i virksomhedens målsætninger og værdier.

Ok, så mange evner og kvaliteter er måske svære at finde hos en enkelt person, men de kan måske fordeles på en bredere medarbejdergruppe. Og løbende udvikles i samspil mellem teori og praksis.

Teori – praksis, - græsrødder og professionalisme:

Som tidligere nævnt skulle man med ”SUM-programmet:

* suge kreativitet, skjulte ressourcer og evner frem hos udsatte grupper.

* der skulle udvikles en politik baseret på lokale fællesskaber og menneskers egne ressourcer.

* der skulle gøres op med institutionsløsninger og passive forsørgelsesordninger. 

Udmærkede mål også for socialøkonomiske virksomheder, men nok så vigtigt er det at udvikle metoder og redskaber til omsætte dem i praksis. Måske var nogle af 70´ernes og 80´ernes græs- rodsinitiativer for naive og for angste i forhold til at trække på teoretisk viden og eksperter.

Det er derfor vigtigt at motivere professionsuddannelser og forskningsmiljøer til at være med i udviklingen af socialøkonomi. At bidrage til at ”empowerment” ikke blot er et fint slagord, men udvikles med konkrete redskaber og metoder til at ”suge kreativitet, skjulte ressourcer og evner” frem hos mennesker med handicaps eller med nedtrampet selvfølelse i kølvandet på mange nederlag.  Det er vigtigt at genoplive forskningsmiljøer der kan udvikle viden og erfaringer i lokalt netværksarbejde. 

Men først og fremmest er det vigtigt at udvikle et frugtbart samspil mellem teori og praksis, meget gerne omkring aktionsforskning, hvor der tages udgangspunkt i praksis. Og få vendt interessen for at ”please” erhvervsliv og vækstsamfundet, og i stedet – også – bruge kræfter og ressourcer til grænseoverskridende forskning og evaluering.

Også andre typer af ekspertise må inddrages, organisationserfaringer, viden om afsætning af produkter, formidling af erfaringer og budskaber, netværksopbygning etc. og her kan der trækkes på mange kilder, også i det etablerede erhvervsliv.

Vil man i socialøkonomiske virksomheder producere varer og serviceydelser må der satses på kvalitet, og dermed også på at inddrage den nødvendige ekspertise, praktisk og vidensmæssigt. Og også,  i  nødvendig udstrækning. forretningsmæssig  ekspertise.

EU-vinkel:

Ved et besøg i Bruxelles, 2011, hvor Ole Christensen, soc. dem. Og Emilie Turunen, SF, begge medlemmer af EU-parlamentet, havde stablet en lang møderække om  socialøkonomi og socialt entreprenørskab på benene, fik vi, en gruppe fra vores nordjyske netværk, et godt indtryk af, hvad der rør sig i EU-cirkler. I de fleste EU-lande er der socialøkonomiske initiativer af

vidt forskellig karakter. I nogle lande, bl.a. Sverige er socialøkonomi meget knyttet  til en kooperativ tradition, i andre lande tættere knyttet til civilsamfundet via selvejendeinstitutioner. Der er også kredse, der ser, og vil fremme, socialøkonomi som en del af almindelige virksomheders sociale ansvar (CSR) mens ”Den grønne gruppe” i EU-parlamentet vil sammenknytte social og økologisk bæredygtighed i en socialøkonomisk ramme. I den kommende budgetperiode frem til 2020 arbejdes der bredt i EU-systemet  på at sætte langt større økonomiske midler af til  udvikling af socialøkonomi i medlemslandene. Og der satses på at minimere bureaukratiet, så også lokalsamfundsgrupper kan søge og administrere bevillinger.

Enkelte eksempler på socialøkonomiske virksomheder:

TV-glad, (her uddrag fra deres hjemmeside):

 Verdens første TV-station
for udviklingshæmmede

TV-Glad, verdens første TV-station for og med udviklingshæmmede, er en virksomhed i Danmark med godt 200 medarbejdere fordelt på 4 TV-Glad afdelingeri Danmark. Flere lokalafdelingerer på vej. Hovedafdelingen ligger i København og beskæftiger ca. 160 mennesker. Selvværd: Alt for mange udviklingshæmmede lever et trivielt liv og tilbydes trivielt arbejde. På TV-Glad stilles de samme krav, som på det øvrige arbejdsmarked – man skal yde det bedste man kan – så skal TV-Glad nok hjælpe med relevant og målrettet kvalificering.Der er stor interesse for TV-Glad i udlandet. Vi ligger i forhandlinger om etablering af TV-Glad afdelinger i Litauen, Sverige, Norge, Spanien, Tyrkiet, Cuba, Ecuador og Kina. Visionen er at etablere TV-Glad rundt om i verden og broadcaste via satellit globalt.

Udvikling af moderne arbejdspladser:

I tilknytning til TV-Glad er vi igang med at etablere en række nye produktorienterede indtægtsgivende arbejdspladser til udviklingshæmmede indenfor følgende områder: produktion af undervisningsfilm, dokumentar, information- og oplysnings-materiale, grafisk produktion (elektronisk og på print), animation, musikproduktion, bladvirksomhed og undervisning. Arbejdspladserne etableres i samarbejde med udviklingshæmmede, der på samme måde, som på tv-stationen uddannes til at varetage reelle arbejdsfunktioner i samarbejde med professionelt personale.

Se mere: www.tv-glad.dk

Om Specialisterne(Uddrag fra deres  hjemmeside)

Specialisterne er en pionervirksomhed på flere områder. Vi er kendt internationalt som det første firma i verden, der har set ressourcerne hos mennesker med ASF (AUTISMESPEKTRUMFORSTYRRELSER)og som har indrettet sig på bedst muligt at kunne anvende disse ressourcer. Der har været vist utallige indslag om os i lokale og internationale medier og vi er i kontakt med personer og organisationer i cirka 60 lande, som ønsker at etablere Specialisterne i deres land. I dag findes Specialisterne i Danmark og Skotland. Specialisterne er en socialøkonomisk virksomhed. Det betyder, at vi er en virksomhed, hvis formål er at ændre verdens syn på personer med autisme og skabe større inkludering til fællesskabets bedste. Specialisterne opererer på markedets betingelser. Det betyder, at vi skal skabe overskud for at kunne eksistere. Profit er ikke et mål i sig selv men et middel til at udvikle Specialisterne-konceptet og skabe endnu flere arbejdspladser.

At vi, udover at levere en suveræn kvalitet, også har en vision om at gøre verden til et bedre sted betyder, at vi har et meget stærkt koncept, som har en reel mulighed for med vores viden og gode eksempel at hjælpe mennesker på hele kloden til at opnå et bedre liv.

(Deres hjemmeside: http://specialisterne.com/dk/)

 

Grantoftegaards et multifunktionelt økologisk landbrug:

På Grantoftegaard arbejder vi med fokus på udviklingen af de menneskelige ressourcer som nøglen til succes for vores deltagere, og dermed for vores økologiske virksomhed. På arbejdspladsen indgår alle i et ligeværdigt forhold for at fremme et fordomsfrit arbejdsmiljø. Kulturen på vores arbejdsplads giver positiv genklang i virksomheden som en åben og besøgsvenlig attraktion.

Aktiviteterne fordeler sig på forskellige produktions-områder, som spænder over flere faglige felter: markbrug, naturpleje, dyrehold, grønsager, gårdbutik, traktørsted, kaperkørsel og kantine. Bredden i produktionen sikrer større valgmuligheder for og motivation af den enkelte deltager. Vi har erfaring med udvikling af særlige uddannelses- og aktiveringstilbud, som er tilpasset de lediges behov samt arbejdsmarkedets vekslende krav.

(Hjemmeside: http://www.grantoftegaard.dk/)

Huset Venture:

Huset Venture er fællesbetegnelsen for 4 socialøkonomiske virksomheder, som alle har fokus på det rummelige arbejdsmarked. Virksomhederne er beliggende i Århus, Nørresundby, Ballerup og Tønder. Ideen er at skabe arbejdspladser, hvor størstedelen af medarbejderne, er mennesker med en nedsat funktionsevne. Spektret af  produkter spænder vidt. Som eksempler kan nævnes grafisk arbejde, regnskaber for små og mellemstore virksomheder og syning af tøj mv. til mennesker med en funktionsnedsættelse. Fælles for alle produkter er, at pris og kvalitet skal være i orden, og alle husene arbejder på markedsvilkår. Husene ønsker med deres indsats at medvirke til at bevise, at mennesker med en funktionsnedsættelse har mange ressourcer, når blot man skaber de rigtige rammer.

www.hv-danmark.dk

Se evt. også bogen ”Drivkraft, - portrætter af socialøkonomiske iværksættere og deres virksomheder”. (Samlet og skrevet af to journalister bag: www.livingwords.dk

Og her lidt mere uddybet en præsentation af de tre projekter jeg har været med i:

Købmandsgården: 

Starter op i 1982 som et Socialpædagogisk kollektiv, i en gammel Købmandsgård i Torslev i nærheden af Brovst. Udvides et par år efter med et bo- og arbejdstilbud i Poststrædet i nabobyen Skovsgård. Målgruppen var udviklingshæmmede.  I 1986/87 udvikledes P.H.I.L.-ideerne (Se :nedenfor)  og der blev etableret et Musik- og teaterhus, lavet et keramikværksted. der blev med en tømrer som ankermand lavet et arbejds- og servicehold, der kunne påtage sig arbejdsopgaver i lokalområdet, og der blev udviklet et økologisk selvforsyningsprojekt med "stalddørssalg".  Og der blev åbnet op for, at personer – og en meget bredere gruppe af “udsatte mennesker” også udenfor botilbuddene kunne få "beskyttet beskæftigelse" her. I 2004 købte "Stiftelsen" campingpladsen i Attrup (tæt ved Limfjorden) som er blevet renoveret og drives af Købmandsgården, som et selvstændigt beskæftigelsestilbud.  Nu - 2012 - er der 30 arbejdspladser i beskyttet beskæftigelse efter § 103 i serviceloven. I Stiftelsens botilbud er der 14 - 16 beboere, som får støtte efter § 107 i Serviceloven, ialt er der ansat 12 - 14 medarbejdere som varetager opgaver i botilbuddene og i de forskellige beskæftigelsestilbud. (læs mere på Købmandsgårdens hjemmeside)

Skovsgård Hotel:

I begyndelsen af 1990´erne gik Skovsgård Hotel  fallit efter i næsten 100 år at have være ramme om socialt og kulturelt liv i området.  En initiativgruppe udarbejdede et forslag til, hvordan Skovsgård Hotel kunne genåbne, organiseret som andelshotel, med en række beskyttede arbejdspladser. Dette i forlængelse af erfaringerne fra Købmandsgården. Lokalbefolkningen og mange andre bakkede op om ideerne og i 1992 genåbnede Skovsgård Hotel. Det  skulle  fortsat være ramme om private fester, foreningsaktiviteter mv. Der skulle være permanente arbejdspladser på særlige vilkår. Der skulle være medborgerhusagtige aktiviteter, bl.a. levende musik. Der skulle være overnatningsmuligheder og faciliteter til kursus og mødeaktivitet. Og der skulle udvikles et tæt samspil med lokalområdets behov og interesser.Nu - 2012 - er der 16 - 18 "særligt tilrettelagte beskæftiglesesmuligheder" på hotellet, og 4 - 5 medarbejdere med relevant faglig baggrund. 

Skovsgård Hotel kåres som vinder af Netværksprisen 2008 i kategorien ’Særprisen’ for en særlig social indsats. Og får 2012 FDB`s socialøkonomiske årspris.  (læs mere på  hotellets hjemmeside)

Råd & Dåd, SMBA

Råd & Dåd har siden 1994, arbejdet for at skabe meningsfyldte bo- og arbejdsmuligheder, udfra et Socialøkologisk sigte, for mennesker, som af den ene eller anden grund, ikke kan klare ”ræset” på arbejdsmarkedet. Her i år 2012, betyder det så at der på arbejdspladsen, er 3 hovedarbejdsområder / hold, som medarbejderne kan vælge mellem:

a. Det Grønne hold (økologisk gartneri og grøntsags salg), b.  Økologisk Gårdbutik, genbrugs-marked  og kreativt værksted. c. Håndværks holdet, - påtager sig have service og mindre reparations opgaver i lokalområdet. Til alle hold, er der fast tilknyttet en Faglærer / arbejdsleder, med professionel baggrund og bred erfaring, til at vejlede og i samarbejde med det øvrige hold, lede og fordele arbejdsopgaverne.

Råd og dåd har gennem nogle år indsamlet nyt og brugt til projekter for udviklingshæmmede i Liatuen og har med sit arbejdshold været derovre og været med til opbygge et dagcenter for udviklingshæmmede. Bidrager nu  på samme måde med hjælp til et børnehjem i Polen. Læs mere på: www.raaddaad.dk

Bag de tre projekter/virksomheder er: P.H.I.L. konceptet,  en vision forsøgt udmøntet i en konkret strategi: (Her med mine noget overfladiske kommentarer til, hvad der er gjort af erfaringer).

P - for produktion: der skal eksperimenteres med et bredt produktionsbegreb, udviklende udfoldelse,som alternativ til beskyttede værksteder og tilfældige beskæftigelsestilbud. Meningsfyldt beskæftigelse, meget gerne rettet mod behov i lokalområdet.

Det er en grundtanke at man “skaber sig selv gennem sin produktive aktivitet”. Og laver man monotomt uigennemskueligt montagearbejde, risikerer man at udvikle en amputeret personlighed. Men kan man se meningen med og udfordres man af det man laver udvikles en langt mere

“hel personlighed” med større selvagtelse. Så produktion kan være vigtig af økonomiske grunde, men meningsfyldt produktion ses i denne sammenhæng mere som et redskab til at udvikle en bred og selvberoende personlighed.

H - for handicappet: der skal arbejdes på at udviske skellet mellem forskellige handicapgrupper - nedbryde båsesystemet. Og der skal bygges bro mellem marginaliserede grupper  og normalbefolkningen.

Der var for stifterne ikke tvivl om, at  det båsesystem som sorteringen i “dem” og “os” foregår i, dengang som nu,  bliver stigmatiserende, og høj grad  bidrager til  at gøre mennesker hjælpeløse, også i egen selvforståelse. Kunne det brydes op, kunne der både for den enkelte være basis for at udvikle en mere positiv selvforståelse, og der kunne udvikles en solidaritet på tværs, hvor man med forskellige ressourcer kunne støtte hinanden.

Det  er måske noget af det mest positive i de miljøer, der er kommet ud af det. Man støtter op om hinanden på tværs af de problemer og handicaps man måtte have.

Og brobygningen til ”de normale” er så også vigtig for at opbløde skellet mellem “dem” og “os”, og det åbner mulighed for at inddrage “humanistisk tænkende og følende mennesker”, langt udover en frelst kreds i at udvikle et rummeligt og inkluderende lokalt fællesskab.

I - for integration: der skal arbejdes for aktiv integration i lokalområdet ved at man som handicappet kan være med til at påtage sig nyttige arbejdsopgaver og dermed blive anerkendt som en person med ressourcer, en person der kan bidrage med noget.

Karen Blixen skulle en gang have udtalt: “Alle mennesker vil godt være ypperlige, - så lad dem dog”. Det kræver at der er udviklet rammer og muligheder for at kunne være ypperlig. Det er, hvad der er blevet  forsøgt i de nævnte projekter,  og det  er i vid udstrækning lykkedes.

Et grundlæggende pædagogisk princip i empowermenttilgangen, er at man “skal gøre tingene sammen med de mennesker man godt vil “frigøre” , ikke noget med at stå på sidelinjen og fortælle, hvordan “andre” skal gøre,  man skal som igangsætter   være med på banen i kampen. Det er  næppe blevet nået i fuldt omfang,  men  det har været og er en grundlæggende pædagogisk tilgang. Igen er det jo en meget “praksisbaseret” tilgang.

L - for lokalsamfund: projektet skal  bidrage til at holde liv i et hensygnende lokalsamfund.

En af følgevirkningerne af kapitalismens  eksklusionsmekanismer i kølvandet på centralisering, effektivisering og rationalisering er jo “udkantsproblematikken” , altså lokalsamfund, der tappes for liv og arbejdsmuligheder. Den naive tanke var, at denne udvikling kunne bremses lidt ved at gøre “passive overførsler aktive” til gavn for lokalområdet. Her må det nok tilstås, at der skal skrappere midler til at bremse flugten fra lokalsamfundene. Men i forlængelse af en“empower- menttilgang” synes jeg der er tilløb til at en bred kreds i lokalbefolkningen,  delvis gennem det udviklingsarbejde, der har været gang i, prøver at tage sagen i egen hånd.

Og helt i tråd med en dansk tradition - en forening af højskole- friskolebevægelsens “åndelige vækkelse” og andelsbevægelsens nu går man sammen, og så gør vi det  sgu.  Altså helt i stil med  Grundtvigs: “Åndens løsen er bedrifter”, eller  om man vil Marx: “Det handler ikke om at fortolke verden, det drejer sig om at forandre den”.

Den strømning , eller den forening af ånd og praksis, er tæt på at blive kvalt af konkurren-cestatens  ensretning og styring via regler og kontrol.

Den skal genoplives, og det kunne eksempelvis gøres indenfor rammerne af “socialøkonomi”, som nu er  det  overordnede samlebegreb, som de forskellige projekter  udvikles under.

Områder eller opgaver, der kunne opdyrkes:

Set i lyset af en visionær social og økologisk strategi, kunne man forestille sig at der over det ganske land udvikledes små socialøkologiske virksomheder – klyngebrug f.eks., hvor velmenende og professionelle økologer i samarbejde med marginaliserede grupper udviklede specialpro-dukter, som blev markedsført som alternativ til traditionelle masseproducerede landbrugsprodukter – på nævnte besøg i Belgien så vi et spændende projekt, som kunne være inspirationskilde.

Store dele af ældreomsorg kunne organiseres som et socialøkonomisk område, - tænk hvis man kunne få genindført egen madlavning på plejehjem, tænk hvis man  med ekstra ”varme hænder” kunne få tid til at en ekstra hånd til rengøring, hanen der drypper, haven, der gror til osv. udover de tilmålte stopursminutter.

Eller, som der jo allerede er lidt gang i, et lokalsamfund kunne få mulighed for at bevare en dagligvarebutik evt. suppleret med ”en handy-man funktion” for lokalområdets ældre. Måske kunne der udvikles en indkøbsordning, så små socialøkonomiske butikker kunne købe billigt ind, og sælge basisvarer til ”Bilka-priser”.

Ja tænk, hvis man brugte fantasien og politisk kapital til at tænke på tværs af konkurrence-samfundets logik.

 

 

  Carl Christensens hjemmeside.

   e-mail: carlchr7@gmail.com